Layout af moduler

Jeg har igen forsøgt mig med design af Hillerød station i både HO og N. Du kan se resultatet på dette site.

Som man kan se kan man jo have meget mere bane med i N, og resultatet ligner forbilledet meget mere end en HO bane. Da jeg gerne vil have mine moduler til at ligne forbilledet så meget at andre kan genkende stedet umiddelbart, har jeg endnu en gang valgt at min bane skal være bygget i skala N. (Så må vi jo se hvor længe det holder denne gang 🙂 )

Jeg er så småt gået i gang med mit første træ, og har sørget for at samle materialer til dette igennem mit husprojekt, hvor jeg er ved at lægge Junkers trægulve. Det bliver der en dejlig masse savsmuld ud af, som kan anvendes til at lave stammer på træerne – og så er det ægte asketræ 🙂

Y tog

Endnu en gang har jeg været i tvivl om hvilken skala der er den rigtige for mig. Jeg kunne jo godt tænke mig at have mindst et Y tog på lokalbanen, og igen kan man få det i størrelse HO – men ikke i N.

Jeg har derfor brugt tid på igen at se om jeg kunne lave Hillerød station i H0 FREMO moduler på den begrænsede plads jeg har. Det kan måske lige lade sig gøre, hvis man skærer godt i layoutet – selv om jeg kun anvender de lange sporskift fra PECO code 75.

Men den samlede strækning, antallet af stationer og andre funktions moduler, samt størrelsen af en Helix vil betyde at man ikke kan køre så meget på banen. N skala vil tilbyde ca. det dobbelte i relativ sporlængde.

Det har fået mig til at tænke grundigt over hvad der egentligt er det vigtigste for mig ved denne hobby.

  • at køre med tog (bare køre eller lave køreplaner og se om det holder)
  • at deltage i kørsel med andre og deres moduler
  • at bygge tog (bygge alt, ombygge modeller, eller blot patinere modeller)
  • at bygge landskaber (træer, græs, veje, huse, ting, skilte, osv.)

Efter at have tænkt i noget tid, er det de to nederste der taler mest til mig. Der er noget Finescale over mig, jeg vil gerne have mine moduler til at ligne forbilledet mest muligt.

Det betyder jo også at jeg nok sagtens kunne leve med en kortere HO bane, da det jo ikke er længden (at køre) der er det vigtigste for mig. Men igen kan man også argumentere for at man kan lave (bygge) mange flere moduler hvis man bygger i skala N, da de jo fylder noget mindre.

Igen ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre, – men det ville være rart med en afklaring da jeg gerne vil i gang med byggeriet af nogle moduler.

Jeg kunne jo starte med at lave nogle store træer i størrelse N, de kan jo også anvendes som små træer i HO. Så er jeg da i gang med noget og køber noget tid til at tage den endelige skal beslutning.