Modul byggeri

Jeg er nu startet med at bygge mit første rigtige Fremo modul. Nu som medlem føles det helt rigtigt at anvende alt den erfaring foreningen har opbygget omkring baner på moduler.

Da jeg forventer at bygge flere ens kurvemoduler, er jeg startet med at lave en skabelon som ramme, når jeg skal lime modulets dele sammen. Dette skal sikre at modulerne bliver helt ens i radius og vinkel, det sidste er vigtigt hvis de skal bruges til at lave en hel cirkel.

Da jeg har valgt at anvende en radius på 3 meter, måtte jeg skrue et gulvpanel på pladen for at kunne få en skrue i centrum for cirklen.

Da modulet var tegnet op, satte jeg listestykker i for at holde på modulets kanter.

Efterhånden som flere elementer af modulet blev savet til, blev der monteret flere liste stykker i rammen for at holde modulets plader på plads. Selv om alle plader blot er sat løst i rammen, passer de sammen og både hjørner og kanter står skarpt.

Næste skridt bliver at få lavet en god understøttelse af trace pladen hvor skinnerne til sidst skal monteres på. Understøttelsen er sammen med modulet sider med til at sikre stabilitet, og form.

For at sikre at modulernes endestykker bliver helt i lod, har jeg bestilt nogle helt ret (DIN 875/2 sikre en meget lille tolerance) anslagsvinkler i samme højde som modulet (100mm). Jeg tænker at jeg kan skrue disse på skabelon rammen når der skal limes.

Jeg skal også have købt nogle små stifter jeg kan skyde i til at holde modulet sammen mens limen tørrer.