
Resinen ankom og jeg er nu i gang med test print og de første testsamlinger af det nye design.
Testsamling af en Litra-SH gav anledning til nogle justeringer, men det var også forventet. Men generelt begynder det at virke og jeg får samlet mig nogle flere erfarninger.
Bunden er nu klar til at blive lavet i messing, den er kraftigt simplificeret så det basalt er en 7x7mm stang med huller og en udfræsning (hvis der skal være motor, dekoder eller højttaler i).
Rammen klikker fint sammen med bunden, mens samlingen mellem top og ramme skal gøres kraftigere så toppen holdes bedre på plads.
Sæderne måtte jeg justere lidt (med en skævbider 🙂 ) for at kunne komme ind i toppen. For at løse dette må jeg gøre sæderne lidt smallere, hvilket gør afstanden til væggen større. Det er jeg ikke helt tilfreds med. Alternativt må jeg splitte bund og sæder i to, en venstre og højre del så de kan monteres hver for sig. Det er heldigvis let at skifte denne, og jeg vil vente med at tage den endelige beslutning til jeg får sat nogle vinduer i, da det jo måske har indflydelse på hvordan det ser ud.
Til test vil jeg printe nogle forskellige bunde og lave en med split.
Næste skridt bliver at lave rammen i lidt mere robust resin, og derefter forsøge at printe vinduer i en klar resin.